Af John Brandt
Danmark og EU er klar til endnu en sommer i regnbuens tegn. Uanset om du er til store parader med konfetti og politik, eller små, nære møder med dit lokale LGBTQ+-fællesskab / forening – så er der en pride for dig.
Pride er ikke bare en fest, det er en påmindelse om, at vi stadig har noget at kæmpe for. I takt med at flere byer tager del i fejringen, vokser det landsdækkende fællesskab. Nye stemmer træder frem, og gamle kampe får ny energi.
Spektrum er Danmarks nye LGBTQ+-medie, hvor vi formidler nyheder med både hjerte og integritet. Og naturligvis har vi også lavet en prideguide til dig, ikke kun for Danmark, men for hele EU.
Danmarkskortet bliver år for år mere farverigt. Regnbuen breder sig fra syd til nord, fra øst til vest, med pridefejringer i alle regioner. Det er et stærkt og smukt bevis på, at LGBTQ+-fællesskaberne i Danmark blomstrer, og at vi står stærkere sammen.
Derfor har vi brug for prides – stadig
Storbyer som København og Aarhus har længe haft deres egne traditionsrige prides. Men i de senere år er regnbuen også begyndt at skinne i købstæder og mindre byer over hele rigsfællesskabet – fra Holstebro og Sønderborg til selveste Nuuk. Og nu har Slagelse også sluttet sig til rækken af lokale Prids. den 23. august 2025 afholder byen sin allerførste pride.
“Når vi mødes til pride, er det ikke kun for at fejre farverne, kærligheden og hinanden, det er for at stå skulder ved skulder i kampen for frihed, synlighed og værdighed. Vi bærer smerten fra det, vi har kæmpet os til, og stoltheden over de sejre, vi har vundet. Pride er dagen, hvor vi ærer fortiden, hylder dem der kæmpede før os, og styrker håbet for fremtiden. Det er her, vi bekræfter hinanden i vores stemmer, i vores håb og i det fælles løfte om aldrig at give op.” siger John Brandt, ansvarshavende chefredaktør for Spektrum.
Historiens vingesus
Pride Paraden som vi kender den i dag, har sine rødder i New York City, og det hele begyndte med Stonewall-oprøret i juni 1969.
Natten til den 28. juni 1969 foretog politiet endnu en razzia på Stonewall Inn, en bar i Greenwich Village, som var et af få fristeder for LGBTQ+-personer dengang. Men denne gang gjorde gæsterne og lokalsamfundet modstand. Det udviklede sig til flere dages uroligheder og protester mod politibrutalitet og diskrimination, en milepæl i LGBTQ+-bevægelsens historie.
For at markere etårsdagen for opstanden arrangerede aktivister den første officielle prideparade den 28. juni 1970 , kendt som “Christopher Street Liberation Day March”, opkaldt efter gaden, hvor Stonewall Inn ligger. Paraden gik fra Greenwich Village til Central Park og blev startskuddet til det, vi i dag kender som pride.
Siden da har prideparader spredt sig til hele verden – fra små lokalsamfund til storbyer, som en fejring af synlighed, frihed og kampen for ligestilling.
Fra protest til verdensbevægelse
Pride begyndte som en modstandshandling, en protest mod uretfærdighed. I dag er det både en politisk demonstration og en kulturel fejring af LGBTQ+-personers liv, kærlighed og rettigheder. Mange steder verden over er det stadig farligt at være åben LGBTQ+-person, og derfor er pride stadig nødvendig.
Find den fulde oversigt over danske og europæiske prides her på Spektrums side
spektrum.work/?page_id=234