Af John Brandt
Robert Irwin, søn af den legendariske krokodillejæger Steve Irwin, har smidt tøjet i en ny undertøjskampagne. Men hvad sker der egentlig, når hele internettet går i selvsving over den “the total package ”?
“Det perfekte” – eller bare det eneste acceptable?
Robert Irwin står midt i billedet. kun iført undertøj. Omgivet af slanger og edderkopper. Og med en overkrop, der ligner noget, der er hugget i marmor. Billederne, som stammer fra en ny kampagne for undertøjsmærket BONDS, er gået viralt, og reaktionerne lader ikke vente på sig.
Men midt i beundringen og de tusindvis af likes, er der et spørgsmål, der trænger sig på: Hvad siger det om vores syn på kroppe og skønhed, når ofte kun én type bliver hyldet?
“Der er en underliggende forventning om, at man skal se ud på en bestemt måde for at være attraktiv, sexet eller endda elskelig i LGBTQ+-fællesskaber.” Siger Alexander Leon, aktivist og forfatter i Attitude Magazine, 2023
Robert Irwin bliver kaldt “the total package”. Ung, hvid, smilende og veltrænet. Og det er præcis dén krop, vi ser igen og igen i queer medier. Det er blevet standarden. Ikke bare for skønhed, men for accept.
For hvor ofte ser vi ældre, større, brune, feminine eller bare gennemsnitlige queer-kroppe blive hyldet på samme måde?
Kropsidealer i regnbuens blinde vinkler
I forsøget på at blive accepteret af det omgivende samfund, har LGBTQ+-miljøet i mange år forsøgt at polere sit image. Men i den proces er vi også begyndt at polere hinanden – og skubbe dem ud, der ikke passer ind.
Instagram-profiler, datingapps og reklamekampagner fremviser én kropstype som ideal. Og det er ikke nødvendigvis skadeligt for dem, der ser sådan ud – men det gør noget ved alle os andre.
Jeg følte, jeg ikke kunne være gay, før jeg havde en sixpack” “Som om min seksualitet ikke var rigtig, før jeg så ud som en model.” Skriver en Anonym bruger, Reddit/r/askgaybros
Unge LGBTQ+-personer vokser i dag op med en skønhedskultur, hvor likes er valuta, og kroppen er det vigtigste salgsargument. Det lægger et enormt pres – både fysisk og mentalt.
Det er ikke personen, men vores kultur der er problemet.
Midt i det hele står Robert Irwin, uforvarende centrum i en samtale, der handler om langt mere end bare undertøj. Og det er vigtigt at slå fast: Han gør det her med hjertet på rette sted. Han har altid været en positiv stemme for natur, dyr og unge menneskers engagement.
Den måde hans krop og billede bliver modtaget og ophøjet på, er ikke hans ansvar alene. Det er et spejl på en kultur, hvor bestemte kroppe og bestemte udtryk konstant fremhæves som idealet, mens andre usynliggøres.
Problemet ligger ikke i Robert. Det ligger i os andre. I systemerne, algoritmerne, reklamebranchen og medielogikken. I de mønstre, vi alle er blevet opdraget til at synes er “normale”. Og dem må vi begynde at bryde ikke ved at skælde ud på dem, der passer ind, men ved at insistere på, at flere skal kunne spejle sig.
