Når man taler om LGBTQ+-historie, overses ofte Mellemøstens og den islamiske verdens fortid. Men under den islamiske guldalder – ca. 750 til 1258 e.v.t. – blomstrede en af datidens mest avancerede civilisationer, både videnskabeligt, filosofisk og kunstnerisk. Og i dette mangfoldige intellektuelle miljø fandtes også plads til mere åbne udtryk for begær, kønsroller og identitet – i hvert fald i visse kredse.
Intellektuel frihed – inden for rammerne af troen
Den islamiske guldalder var præget af en bemærkelsesværdig vidensudveksling, hvor filosofi, medicin, matematik og litteratur udviklede sig i dialog med både islamisk teologi og antikkens arv. Det er vigtigt at forstå, at religion og videnskab ikke blev adskilt, men ofte sameksisterede. Lærde udforskede menneskets natur, også hvad angår køn og begær, i lyset af både Koranens budskaber og fornuftens værktøjer.
Selvom islamisk lov (sharia) klart definerede normer for seksuel adfærd – herunder forbud mod homoseksuelle handlinger – var der i praksis ofte tvetydighed og pragmatisme. Den religiøse norm var én ting; den sociale virkelighed en anden.
Homoerotiske motiver i litteraturen
Det er især gennem klassisk arabisk og persisk poesi, at vi i dag har indblik i samtidens komplekse forhold til køn og begær. Poeter som Abu Nuwas (ca. 756–814), der levede i Bagdad, skrev åbent og med æstetisk nydelse om kærlighed mellem mænd. I et digt skriver han:
“Drik vinen med drengen, der dufter af moskus, hvis øjne er mere berusende end selve bægeret.”
Denne type poesi blev ikke nødvendigvis opfattet som moralsk oprør – i visse kredse blev den anset som en kunstnerisk og intellektuel praksis. Homoerotiske temaer forekommer også i sufisk mystik, hvor kærligheden mellem to mænd kunne symbolisere længslen efter det guddommelige.
Men det er vigtigt at understrege, at sådanne udtryk ikke nødvendigvis betød social accept af homoseksualitet. Tværtimod blev det i religiøs og juridisk forstand betragtet som syndigt – især hvis det blev udført åbent eller offentligt.
Filosofi og medicin: Begæret som naturfænomen
Lærde som Avicenna (Ibn Sina) og Al-Razi beskrev i deres medicinske og filosofiske skrifter menneskets begær som en del af naturen. Selvom de arbejdede ud fra datidens humorallære og kosmologi, forekommer antydninger om, at nogle mennesker kunne have en naturlig tilbøjelighed til at elske deres eget køn. Disse observationer skal dog ikke læses som en tidlig anerkendelse af moderne seksuelle identiteter – men snarere som forsøg på at forstå menneskelig adfærd inden for en religiøs og naturfilosofisk ramme.
Kvinders rolle og begrænsninger
Mens mænd i eliten havde adgang til intellektuelle kredse, litterære fora og homoerotisk udfoldelse i kunsten, var kvinders rolle markant mere begrænset. Kvinder var generelt underlagt patriarkalske normer og kontrol over deres seksualitet både i familien og samfundet.
Der findes få kilder, der beskriver kvinders kærlighed til andre kvinder, men nogle sufiske skrifter og litterære anekdoter antyder eksistensen af sådanne relationer, især i haremer eller lukkede kvindefællesskaber. Disse udtryk blev dog ofte betragtet som private, og de blev sjældent løftet frem i den offentlige kultur.
Kort sagt: Hvor mænd kunne udforske homoerotiske motiver i litteraturen, forblev kvinders seksualitet mere skjult og mere reguleret – både juridisk, teologisk og socialt.
Lov og praksis: Diskretion frem for straf
Ifølge klassisk islamisk ret er samleje mellem personer af samme køn forbudt og i visse retskoler strafbart med døden. Men historiske kilder viser, at straf sjældent blev håndhævet, medmindre der forelå vidner eller offentlig skandale. I praksis blev der ofte lagt vægt på diskretion og social status. Så længe forhold foregik i det skjulte og ikke truede den sociale orden, blev de ofte tiet ihjel frem for retsforfulgt.
Det var især den “passive” rolle i en mand-mand-relation, der blev anset som skamfuld, mens den “aktive” kunne associeres med maskulinitet og dominans – en forståelse, der også kendes fra det antikke Rom.
En periode med kompleksitet – ikke frihed
Den islamiske guldalder bør ikke romantiseres som en fortid med fuld frihed for køns- og seksualitetsudtryk. Der fandtes utvivlsomt fordomme, social kontrol og patriarkalske strukturer. Men det var samtidig en periode, hvor kunst, videnskab og teologi rummede mere kompleksitet og tvetydighed, end vi ofte forestiller os.
Og i visse miljøer blev kærlighed, begær og kønsoverskridende erfaringer anerkendt som en del af det menneskelige vilkår – ikke som identitetsmarkører, men som poetisk, åndelig og filosofisk erkendelse.
Historien lever videre
Ved at se tilbage på historien med et kritisk og åbent blik kan vi bedre forstå de mange nuancer, som former nutidens samtaler om identitet, kærlighed og rettigheder. Det er netop derfor, at Spektrum bringer denne artikelserie – for at kaste lys over de mangeartede fortællinger, der er blevet glemt eller fortiet.
Den islamiske guldalder viser os, at LGBTQ+-liv og -udtryk har eksisteret på tværs af religioner, civilisationer og epoker – og at kærlighed og kønsidentitet aldrig har været begrænset til én tid, ét sted eller én forståelse.
