Bjarne Henrik Lundis havde sat sig for at gøre noget, som ingen offentlige institutioner i Danmark formelt gør: at indsamle og bevare LGBTQ+-personers livshistorier – nu og for eftertiden. Med over 120 podcast-episoder på lidt over to år er Regnbueland vokset til en af de vigtigste stemmer i dokumentationen og fortællingen af LGBTQ+-livet i Danmark.
“Jeg har altid været en, der interesserede mig for andre menneskers historie,” siger han, og det er derfor helt naturligt for Bjarne at være med til at få de mange fortællinger ud i det åbne.
En livslang nysgerrighed
Bjarne Henrik Lundis er uddannet historielærer og journalist, og i de seneste to år har han også kunnet skrive podcastvært på cv’et. Allerede i sine 20’ere indsamlede han historier fra lønmodtagere gennem fagforeninger og AOF. Lysten til at lytte til andre menneskers liv og erfaringer har fulgt ham lige siden – og er i dag kernen i Regnbueland.
Bjarne har også et solidt forfatterskab bag sig. Han har skrevet og redigeret flere bøger, der spænder fra emner som arbejdsmarked og uddannelse til LGBTQ+-liv og personlige fortællinger. Senest udgav han bogen Regnbueland, som bygger på udvalgte historier fra podcasten og giver et samlet indblik i mangfoldigheden og kompleksiteten i LGBTQ+-personers liv i Danmark.
“Jeg troede i starten, at det var noget, jeg ville lave i en periode,” siger han om podcasten. “Men nu kan jeg mærke, at jo mere jeg gør det, jo vigtigere bliver det. Historierne bliver ved med at give.”
Mens mange af hans podcastgæster er mennesker, man sjældent hører i medierne, ser Bjarne det som en styrke. Det handler ikke om kendte ansigter, men om virkelige liv – om at gøre de usynlige synlige. Det er netop dét, der driver ham. For selv i et land med stolte ligestillingsprincipper og Pride-parader er LGBTQ+-personers historie stadig stort set fraværende i den officielle kulturarv.
“Der er ingen, der indsamler LGBT-historier løbende. Og det vil jeg gerne være med til at dokumentere i vores liv, vores historie,” siger han.
Et trygt rum for de usynlige
Podcasten optages i Bjarnes egen stue. Det er ikke en tilfældighed, men en metode.
“Der skal være hjemlighed og tryghed,” forklarer han og tilføjer “Folk skal føle, at de bliver lyttet til, og de skal være trygge.”
Der er intet tidspres. Nogle episoder varer 20 minutter, andre en halv time, nogle en time. Det vigtigste er ikke længden for Bjarne, men at mennesket bag stemmen får lov til at fortælle i eget tempo.
“Det er folks egne ord. Det er dem selv, der bestemmer, hvad vi taler om,” siger han. “Jeg er bare den, der lytter og spørger.”
Men det kræver noget.
“Nogle fortællinger er svære, barske. Som da jeg lavede podcast med Bjørn fra Fredericia., der har levet som hjemløs og været på institutioner hele sin barndom. Det sætter sig,” siger Bjarne.
En stemme til dem, der sjældent bliver spurgt
Særligt én gruppe har vist sig svær at få i tale – nemlig LGBTQ+-personer med anden etnisk baggrund. Det skyldes ifølge Bjarne både sproglige og kulturelle barrierer – men også en dybere bekymring for, hvem der måtte lytte med.
“Jeg vil rigtig gerne have flere med anden etnisk baggrund med i podcasten,” siger han.
Ifølge Bjarne handler den tilbageholdenhed, han ofte møder, sandsynligvis om livsvilkår og bekymringer for, hvem der lytter med.
“Livsvilkårene spiller en stor rolle. Jeg tror, nogle overvejer nøje, hvem der potentielt kan høre deres historie – og hvad konsekvenserne kunne være.” udtaler han
Han understreger, at det ikke handler om at presse nogen – tværtimod.
“Folk skal føle sig trygge. Det er min fornemmeste opgave,”
Ikke en debat, men en samtale
Regnbueland er ikke en debatpodcast. Det er ikke her, man kommer for at høre fløjkrig, understreger Bjarne. Det betyder dog ikke, at modstandere af LGBTQ+-rettigheder automatisk er udelukket.
“Hvis en præst, der ikke vil vie homoseksuelle, vil forklare hvorfor, vil jeg gerne tale med vedkommende”
Grænsen går derimod for Bjarne ved hadgrupper og organisationer, der arbejder aktivt imod LGBTQ+-miljøet.
“De har rigeligt med platforme i forvejen,” udtaler han.
Podcastens søsterværk: Bogen Regnbueland
I 2024 udkom bogen Regnbueland, som er en udvalgt samling af de mange historier, han har optaget, bearbejdet til tekst. Men bogen er ikke blot en gengivelse. Den er et medie i sig selv.
“Da jeg først sad med bogen foran mig, gik det for alvor op for mig, hvor stærkt den faktisk rammer. Den tegner et billede af, hvilke udfordringer der findes i livet som LGBTQ+-person. At alle dem, der er med i bogen, har haft udfordringer, synes jeg er ret tankevækkende,” siger han.
Særligt gjorde bogen ham opmærksom på en skævhed i fortællingerne om LGBTQ+-livet i Danmark.
“Det slog mig virkelig, hvor mange af de hårdeste historier kom fra uden for København. Små byer, hvor der ingen mødesteder, ingen rollemodeller og ingen netværk er. Der er en kæmpe ensomhed,” siger han.
Han kalder Regnbueland en af de mest dækkende bøger om LGBTQ+-livet i Danmark til dato.
“Jeg synes faktisk, at det er en af de bøger, der giver det mest præcise billede af, hvordan det er at være LGBTQ+-person i Danmark. Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om andre bøger, der gør det på samme måde. Selvfølgelig findes der andre fremstillinger, og bogen dækker ikke hele vores miljø – men den kommer tættere på end meget andet,” siger han.
Fremtidens udfordringer
Bjarne ser tre store udfordringer for LGBTQ+-personer i Danmark lige nu:
– Arbejdsliv og inklusion: Der er tegn på, at mangfoldighedsprogrammer presses tilbage, særligt under amerikansk påvirkning.
– Liv uden for storbyerne: Isolation, mangel på netværk og usynlighed præger mange LGBTQ+-personers liv i provinsen.
– Unge og mistrivsel: Alt for mange LGBTQ+-unge mistrives – både i skolen og i deres personlige liv. Især transkønnede oplever øget modstand og pres.
“Jeg har aldrig været så dybt inde i LGBTQ+-miljøet som nu,” siger han. “Og jeg kan se, at selv om vi er nået langt med rettigheder og anerkendelse, er der stadig store problemer,” fortæller han.
Derfor fortsætter han
Bjarne Henrik Lundis ser ikke længere podcasten som et projekt, men som en nødvendighed. Med podcast. Med bog. Med stemmen, der spørger og lytter. Med dokumentationen af et fællesskab og et mindretal, der ikke vil ties ihjel.
“Hvis vi ikke fortæller vores historier, er der ingen andre, der gør det.” afslutter Bjarne med.
