To år efter vedtagelsen af Ugandas berygtede Anti-Homosexuality Act tegner en ny rapport fra Human Rights Watch et rystende billede af et samfund, hvor systematisk had og diskrimination mod LGBTQ+-personer er blevet en del af hverdagen. Rapporten med titlen “They’re Putting Our Lives at Risk” udkom i dag d. 26.05.2025 og dokumenterer overgreb, vilkårlige anholdelser og en målrettet kampagne af misinformation fra statens side.
Lovgivning, der legitimerer overgreb
Siden lovens ikrafttræden den 26. maj 2023 har myndighederne i Uganda aktivt bidraget til at udbrede had og mistænkeliggørelse af LGBTQ+-personer. Ifølge Human Rights Watch er overgrebene ikke begrænset til sociale mediers ekkokamre eller tilfældige episoder – de bakkes op og forstærkes af politiske ledere, embedsfolk og politi.
Human Rights Watch har interviewet 59 personer, herunder LGBTQ+-personer, pårørende, aktivister og jurister og konkluderer, at myndighederne har skabt et fjendtligt klima, hvor mennesker forfølges alene på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet. Ofre fortæller om chikane, vold, afpresning og vilkårlige anholdelser. I mange tilfælde nægter politiet at tage rapporter om overgreb alvorligt.
Statsstøttet retorik og systematisk lukning af støtteorganisationer
Rapporten afslører også, hvordan den ugandiske stat har brugt både traditionelle og sociale medier til at sprede misinformation og hadtale. Samtidig har myndighederne systematisk lukket LGBTQ+-rettighedsorganisationer og ransaget deres kontorer. Flere steder er ansatte blevet arresteret eller tvunget til at betale bestikkelse for at undgå fængsling.
Domstol opretholder hovedparten af loven
Den 3. april 2024 stadfæstede Ugandas forfatningsdomstol hovedparten af loven. Trods adskillige klager fra menneskerettighedsorganisationer. Dog blev nogle elementer fjernet, herunder bestemmelser, der kriminaliserede adgang til sundhedsydelser og husleje for LGBTQ+-personer.
Human Rights Watch: Regeringen må handle
Human Rights Watch opfordrer den ugandiske regering til at:
- Stoppe forfølgelsen af LGBTQ+-personer og organisationer
- Repeal Anti-Homosexuality Act
- Indføre lovgivning, der beskytter alle mod diskrimination på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet
“Den statsstøttede diskrimination, der har fået lov at gro i Uganda, hører ikke hjemme i et samfund, der påstår at respektere menneskerettigheder. Det er på tide, Uganda vælger en vej med værdighed, lighed og frihed for alle.” siger Oryem Nyeko, seniorforsker hos Human Rights Watch
Du kan læse hele rapporten her: https://www.hrw.org/report/2025/05/26/theyre-putting-our-lives-risk/how-ugandas-anti-lgbt-climate-unleashes-abuse
FAKTABOKS: Anti-Homosexuality Act (2023)
- Vedtaget 26. maj 2023
- Kriminaliserer samkønsforhold med op til livsvarigt fængsel
- Oprindelige versioner inkluderede dødsstraf for “grov homoseksualitet”
- Internationalt fordømt af FN, EU og menneskerettighedsorganisationer