Da Jeff Schjerlund og hans mand Kim Ace Schjerlund sammen med Søren Scheibye overtog Sønderborg Sommerrevy, var det langt mere end en investering. Det var begyndelsen på et nyt kapitel. Både professionelt og personligt. I dag bor parret midt i Sønderborg og er dybt engagerede i at videreudvikle byens årlige kulturelle højdepunkt og udvide det.
“Vi var klar til at få vores eget teater. Selvom det kun er en halv sæson om året, var vi ikke i tvivl. Jeg havde været her i tre år tidligere og blev fuldstændig forelsket i byen. Det har været en lille sommerflirt”, fortæller Jeff Schjerlund.
Sønderborg har ifølge Jeff noget helt særligt. En sjælden kombination af nærvær og liv.
“Der er storbystemning her, uden at det er en storby. Man kan gå ud en tirsdag aften og få et godt glas vin. Vi har boet i mange jyske byer, men Sønderborg er noget unikt”, siger han.
En varm velkomst – også som par
Jeff og Kim har fra begyndelsen været åbne om deres forhold og har kun mødt positiv respons i Sønderborg. Som homoseksuelt par har de ikke oplevet nogen former for negativitet. Tværtimod er de blevet mødt med venlighed og åbenhed fra lokalsamfundet.
Tradition med fornyelse
Det nye revyhold har store ambitioner. De vil bevare respekten for traditionen – men også nytænke formatet.
“Vi drømmer om, at revyen bliver et underholdningsmedie, der kan underholde generationer. Vi har overtaget en tradition, og den har vi stor respekt for. Men vi vil også sætte vores eget præg”, siger Jeff.
Derfor vil publikum heller ikke kunne forvente, at to år bliver ens.
“Revyen vil udvikle sig. Vi elsker at skabe nye ting, og med os skal man være klar på, at der altid kan ske noget. Det er sådan, vi lever”, siger han med et smil.
Under interviewet i teatrets foyer bliver vi kort afbrudt af en gruppe mennesker, der var kommet hele vejen fra Stuer for at se årets revy. De gav Jeff et stort smil og et par ord med på vejen: “Det er den bedste revy, jeg nogensinde har set.”
Læs Spektrums anmeldelse af årets Sønderborg Sommerrevy her → Anmeldelse: En ny tid for Sønderborg Sommerrevy – med musikalsk kraft
Juleshow og Sønderborg Swing
Sønderborg Sommerrevy runde året af med et juleshow, en afslappet forestilling med høj energi, humor og et tilbageblik på årets begivenheder.
“Det er en slags “best of the year”, hvor gode venner støtter op, og vi minder publikum om, at vi stadig er her. Og måske også om, at det snart er tid til at købe julegaver,” tilføjer Jeff med et grin.
Billetter til juleshowet kan allerede nu købes via dette link: Køb billetter til juleshowet her
Sideløbende har de også lanceret Sønderborg Swing, et nyt koncept der ca hver tredje måned bringer musik til byen. Næste show byder på navne som Thomas Eje, Amalie Dollerup og Jeff Schjerlund selv. Billetsalget åbner den 26. maj på sommerrevy.dk/soenderborg-swing.
“Vi elsker at udvikle nye formater og skabe levende kulturelle oplevelser”, siger Jeff.
Fra forbrugere til medskabere
Men de vil mere end bare underholde. De arbejder også for at engagere nye generationer i at skabe kultur. Ikke kun konsumere den. Derfor samarbejder de med både FGU-elever og Performance Academy.
“Der er ikke så mange, der selv skaber kultur. Vi køber kultur, men det inspirerer ikke nødvendigvis nogen til selv at skabe. Det gør dig til publikum, og det er også dejligt, men vi vil gerne engagere flere i at være medskabere.”, siger Jeff.