Mandag den 19. maj havde Odense Kommune inviteret til LGBTQ+-politisk topmøde. I stedet for at følge samme formel som de tre foregående år – med dialog mellem borgere og politikere, havde Odense Kommune valgt at sætte en mere rigid dagsorden. I dagens anledning skulle der diskuteres mobning og trivsel blandt unge, hadtale online og dét at være både LGBTQ+-person og muslim.

Ved LGBTQ+-topmødet, som var arrangeret af Odense Pride, Lambda, FSTB og Odense Kommune, blev byens problematikker præsenteret for deltagerne, uden at borgerne blev inddraget i formuleringen af løsninger. I stedet blev man præsenteret for tre – stadigvæk spændende – oplæg.

”Historier fortæller os, at drenge, som elsker andre drenge, er døde”

Elias Sadaq er vokset op som queer muslim og er den første digter i dansk litteratur, der sætter sprog på netop dette. Han var taget til Odense for at læse et digt op og fortælle om sin dobbeltminoriserede baggrund.

I den sløve stemme gemmer der sig en vis alvor, når han siger:
”Jeg vil ikke skulle vælge mellem min familie og min identitet.”

Han beskriver, hvordan det danske samfund nogle gange tvinger LGBTQ+-kampen til at blive en anti-muslimsk kamp.

Ditlev Tamm

Ønsker pragmatiske løsninger. I samtalen mellem Tamm og moderator Kaare Pedersen bliver rummets holdninger udfordret. Ditlev Tamm påpeger, at lovgivningen omkring hadtale bør anses som en fælles standard for, hvordan vi taler med hinanden. Han understreger dog også, at en god samtale indebærer, at man kan sige fra over for disrespekt.

Tamm har stor tiltro til, at civilsamfundet kan løse mange af de problemer, som LGBTQ+-miljøet står over for i dag. Her peger han eksempelvis på sagen om juridisk kønsskifte, der var oppe i Folketinget, eller på ændringen af abortlovgivningen, hvor ordet ”kvinde” udskiftes med ”den gravide”.

På trods af, at dette vækker bekymring blandt de transkønnede i Rådhussalen, forsikrer Tamm, at lovgivningens ordlyd ikke vil give problemer – fordi Danmark ifølge ham er et land, der er dygtigt til at lade civilsamfundet håndtere udfordringerne.

Sundhedsrådmand Tommy Hummelmose (C) afslutter

Sundhedsrådmand Tommy Hummelmose (C) afsluttede med at erklære, at der kun findes to biologiske køn.

Det fik Miki, der faciliterer Lambdas transgruppe, til at reagere og påpegede, at der sad flere intersex-personer i rummet, som tog klar afstand fra udtalelsen.

Udtalelsen vakte bekymring – ikke kun fordi den faktuelt er forkert, men også fordi den kommer fra den person, der har ansvar for kommunens sundhedspolitik.

Del denne nyhed

Andre nyheder