Skrevet af C.C.H
“Hvis jeg endelig taler, er det for, at folk skal vide, hvad vi, homoseksuelle, måtte udstå i Hitlers dage … det burde ikke ske igen.” – Rudolf Brazda
Rudolf Brazda var den sidste kendte overlevende, der blev deporteret til en nazistisk koncentrationslejr udelukkende for sin homoseksualitet. Han blev fængslet to gange og i 1942 sendt til Buchenwald, hvor han overlevede 32 måneders hårdt arbejde, mishandling og umenneskelige forhold.
Fri til at elske – indtil nazismen
Født den 26. juni 1913 i Brossen, Tyskland, var Rudolf Brazda den sidste i en række af otte søskende. Hans forældre, oprindeligt fra Bøhmen, flyttede til Sachsen i jagten på et bedre liv for dem selv og deres familie. På tragisk vis døde hans far i 1919 efter en arbejdsulykke året forinden.
Brazda voksede op i Brossen og flyttede senere til det nærliggende Meuselwitz som tagdækker. Han fik dog ikke sin læreplads og skiftede karrierespor til salgsassistent for herretøj. Her, i begyndelsen af 1930’erne, levede han åbent som homoseksuel og mødte i 1933 Werner. Sammen boede de i et hus fremlejet af et kvindeligt medlem af Jehovas Vidner, som kendte til deres forhold og accepterede det.
Trods den voksende tilslutning til Nazistpartiet, som bl.a. genindførte og skærpede Paragraf 175, der kriminaliserede seksuelle forhold mellem mænd. Ja da fortsatte Rudolf og Werner med at leve et lykkeligt liv. Forholdet mødte kun få fordomme, og familien støttede dem – bl.a. ved at deltage i en symbolsk ceremoni, hvor de to stod som vidner til hinandens kærlighed. De tog ofte på ture lokalt eller rejste længere væk for at deltage i møder og events med andre homoseksuelle – fx på caféen “New York” i Leipzig, hvor de fik mange venner.
Men roen varede ikke ved.
I 1936 blev Werner indkaldt til hæren, og Brazda flyttede til Leipzig, hvor han fik arbejde som piccolo på et hotel. Nazistpartiets voksende magt førte til en markant stigning i sager mod homoseksuelle. I 1937 blev flere af hans bekendte efterforsket, og mistanken faldt også på Brazda. Han blev tilbageholdt, og under efterforskningen blev kærlighedsbreve og digte, han havde skrevet til Werner, brugt imod ham.
Han blev dømt efter Paragraf 175 og fik seks måneders fængsel. Werner blev også dømt – dog et andet sted – og de to mistede kontakten. Man mener, at Werner døde i 1940 under militærtjeneste ved den franske front.
Eksil og ny arrestation
Efter fængselsdommen blev Brazda i oktober 1937 forvist fra Tyskland. Fordi hans forældre var født i Bøhmen, blev han betragtet som tjekkoslovakisk statsborger – nu med en straffeattest – og var ikke længere velkommen i landet, hvor han var født.
Han kunne ikke tale tjekkisk og flyttede derfor til Sudeterlandet, en tysktalende region i Tjekkoslovakiet, som senere blev indlemmet i Tyskland. Her slog han sig ned i Karlsbad (i dag Karlovy Vary) og arbejdede igen som tagdækker. Han mødte Anton, men en ny politiundersøgelse i 1941 førte igen til anholdelse og en dom på 14 måneders fængsel.
Ved afsoningens slutning blev han ikke løsladt, men i stedet sat i “Schutzhaft” – beskyttende forvaring – det første skridt mod deportation til en koncentrationslejr.
Buchenwald – Rosa Winkel
Den 8. august 1942 blev Brazda deporteret til Buchenwald. Fangenummeret 7952 blev tatoveret på hans arm, og han blev tildelt en pink trekant – “Rosa Winkel” – der markerede ham som homoseksuel.
Mellem 5.000 og 10.000 mennesker blev deporteret til koncentrationslejre udelukkende på grund af deres seksualitet. Homoseksuelle mænd blev pålagt at bære pink trekant og blev blandt de mest foragtede og mishandlede fanger. Mange døde af udmattelse, blev kastreret eller brugt i medicinske eksperimenter.
Brazda blev ofte mishandlet – én gang fik han slået flere tænder ud – og var vidne til grusomheder. Syge og handicappede blev ofte henrettet med dødelige indsprøjtninger straks ved ankomst.
Han begyndte med fysisk arbejde i stenbruddet, blev senere overført til sygestuen dér og derefter til tagdækkerens enhed. Her fik han en vis beskyttelse af en “Kapo” – en fange med særlige privilegier, som i bytte for bedre forhold førte opsyn med andre. En Kapo forhindrede, at Brazda blev sendt på en dødsmarch til Mittelbau-Dora, som han var blevet dømt til for at have vist manglende respekt over for en SS-officer. En anden Kapo skjulte ham i et skur nær en grisesti i tre dage. Han blev først fundet, da amerikanske tropper befriede lejren den 11. april 1945.
Livet efter KZ
Efter befrielsen flyttede Brazda til Mulhouse i Frankrig, inspireret af medfanger. Han arbejdede igen som tagdækker og levede et stille liv.
Men mange overlevende homoseksuelle ofre blev ikke anerkendt som ofre. Paragraf 175 blev ikke fjernet efter krigen og var stadig gældende i både Vesttyskland og Østrig indtil henholdsvis 1969 og 1971. I DDR blev paragrafen ændret tilbage i 1950 og først ophævet i 1968. Mange homoseksuelle blev fortsat diskrimineret.
I 1950’erne mødte Brazda sin livspartner Edouard Mayer til et kostumebal. I 1960’erne flyttede de sammen i Mulhouse, hvor de levede sammen i næsten 50 år. Edouard kom senere ud for en alvorlig arbejdsulykke og levede med følgerne resten af livet. Brazda plejede ham i 30 år, indtil Edouard døde i 2003.
Offentliggørelse
I 2008, da det tyske tv offentliggjorde, at der ville blive afsløret et monument til ære for de homoseksuelle ofre for nazismen, stod Rudolf frem og fortalte sin historie. Overtalt af venner gik han offentligt ud som en af de sidste overlevende med en pink trekant.
Han brugte sine sidste år på at rejse og fortælle sin historie – som advarsel og oplysning. Han blev inviteret til pride-events og modtog hædersmedaljer i bl.a. Toulouse, Nancy og Puteaux. Han blev udnævnt til Ridder i Den Franske Æreslegion for sit arbejde.
Der er skrevet to biografier om ham:
Itinéraire d’un Triangle rose (på fransk, portugisisk, spansk og tjekkisk) – den eneste han selv godkendte – og “Das Glück kam nie zu mir”: Rudolf Brazda – Das Überleben eines Homosexuellen im Dritten Reich af Alexander Zinn (kun tilgængelig på tysk).
Død
Rudolf Brazda døde den 3. august 2011 i en alder af 98 på et plejecenter i Bantzenheim, Frankrig. Han blev begravet den 8. august i Mulhouse, og hans aske blev lagt sammen med Edouard Mayers.
Hans død blev omtalt i medier over hele verden. Marc Laffineur, ACT-UP og Mémorial de la Déportation Homosexuelle var blandt dem, der udtalte sig.
Den 28. september 2011 blev der afholdt en national mindeceremoni i Saint-Roch-kirken i Paris – endnu en påmindelse om, at hans sidste år som vidne til historien er en vigtig del af kampen mod nutidig diskrimination.
“Hvis jeg endelig taler, er det for, at folk skal vide, hvad vi, homoseksuelle, måtte udstå i Hitlers dage … det burde ikke ske igen.” – Rudolf Brazda
