Simon er 58 år, uddannet psykolog, far til to – og transmand. I podcasten Regnbueland deler han sin livshistorie med udgangspunkt i sin nyudgivne bog “Transmand – den lange vej“, udgivet på Forlaget Mellemgaard. Her fortæller han ærligt og reflekteret om den lange og ofte ensomme rejse mod at leve som det menneske, han hele tiden har vidst, han er.
Simon blev tildelt kønnet pige ved fødslen, men allerede som barn mærkede han, at noget ikke stemte. I podcasten beskriver han, hvordan det at være transmand ikke er noget, man bliver – men noget, man altid har været. Identiteten ligger dybt i én og kommer til udtryk tidligt i livet, også selv når omgivelserne ikke forstår det.
Udrag af bogen “Transmand – den lange vej“
Fra jeg var 3 år og flere år frem, skete det ofte, at kvarterets børn flokkedes om mig for at udfritte mig om mit køn. Uanset hvad jeg svarede på spørgsmålet: ”Er du en dreng eller en pige?”, og uanset hvor meget jeg strittede imod og forsøgte at kæmpe for min værdighed, endte det som regel med, at nogle store drenge holdt mig fast, medens andre børn trak bukserne af mig. Hvorefter de allesammen lo og sagde, jeg var en pige. Hvilket ydmygede og sønderknuste mig, fordi jeg var en dreng.
Udover sine personlige erfaringer har Simon i mange år været engageret i LGBTQ+-miljøet, blandt andet som rådgiver og som medlem af det transpolitiske udvalg i LGBT+ Danmark.