Det er høj sol, og luften er fyldt med latter og god stemning, da man træder ind i Kongens Have i Odense. LGBTQ+ personer fra hele Fyn og omegn er samlet til Odense Pride, og både foran scenen og bag ved boderne ligger tæpper, pilsnere og mennesker i regnbuens farver. Køen til Buens Bogcafés bod snor sig langt, mens folk kigger på bøger, flag, badges og stickers.
Musikken fra højtalerne forstummer, og forpersonen for Odense Pride, Noah, træder frem med et “Hej alle sammen”. Noah åbner pride-sæsonen med en tale, der sætter tonen: Pride er politisk. De taler om tilbagerulningen af LGBTQ+ rettigheder og transpersoners rolle som syndebukke. Samtidig fremhæves samarbejdet mellem Odense Pride, Lambda Odense og kommunen.
”Mennesker kan, og skal ikke forbydes,” erklærer Noah. Åbningsceremonien kulminerer, da forpersonerne for prider i hele landet klipper regnbuebåndet over i fællesskab.
En ´Kryster´ går på scenen
Senere samler publikum sig tættere ved scenen. Den lokale singer-songwriter Kryster griber sin guitar og fylder haven med stille, melankolske toner om tabt kærlighed og livets svære stunder. Publikum bliver tryllebundet, og stemningen bliver rolig og eftertænksom.
Men det varer ikke længe, før festen bryder løs igen. Duchess og Cassy Cuntless overtager scenen med dans og dragperformance. Odense Pride får også besøg af Ficx Mephiésto, som med blodrøde fjer og stor tilstedeværelse løfter stemningen endnu et niveau.
”You all have hearts of lions, don’t let your voice be tamed”
Jay Jay Potter-Peachy fra WorldPride står også på scenen i løbet af eftermiddagen. Han minder publikum om, at pride er, og altid har været politisk. Han opfordrer til kamp mod diskrimination og understreger behovet for solidaritet med transpersoner:
”Act more. Fight more.”
Senere taler Christina Rahim fra organisationen Sabaah om, hvad det vil sige at leve med dobbelt minoritetsstatus. Hun understreger, at LGBTQ+ personer med anden etnisk baggrund ikke bør tvinges til at vælge mellem deres seksualitet og deres familie. For ofte, siger hun, bliver de talt over i debatten.
En glædelig nyhed bliver også annonceret: Sabaah åbner en afdeling i Odense.
Talen afsluttes med ordene:
“Frihed til Congo. Frihed til Sudan. Frihed til Palæstina. Frihed til Palæstina. Frihed til Palæstina.”
Man kan godt mærke at det er blevet køligere
Da Winther går på scenen, har temperaturen taget et dyk. Efter nogle tekniske problemer lykkes det at få gang i musikken, og med et smil opfordrer Winther publikum til at danse sig varme. Selvom hun i første omgang danser alene, begynder publikum at bevæge sig – og hurtigt står hele pladsen og vugger i takt.
En dreng kravler op på en andens skuldre, og stemningen er elektrisk.
Senere på aftenen – med en times forsinkelse – går Freja Kirk på scenen. Hun åbner sin sommerturné ved Odense Pride og fortæller, at hun har glædet sig. Publikum har hentet deres jakker, men står stadig samlet og svajer til musikken. Selv forbipasserende stopper op og lader sig rive med af festen.
Alle de kommunale partier lover
I forbindelse med kommunalvalget har Odense Pride i år inviteret kandidater fra flere partier til et særligt pridetelt. Her havde deltagerne mulighed for at stille spørgsmål om lokal LGBTQ+ politik.
Det blev dog ikke uden debat. Særligt Danmarksdemokraternes tilstedeværelse skabte kontrovers, da partiet har støttet forslag om at begrænse adgangen til juridisk kønsskifte. Blandt de øvrige deltagende partier var Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Trivslen blandt LGBTQ+ unge fyldte meget i debatten – også i Odenses borgmesters tale. Ifølge VIVE’s rapport “Børn og unges trivsel 2024” oplever 41 % af LGBTQ+ unge i alderen 16–24 år symptomer på mistrivsel såsom angst, ensomhed og depression. Det er langt over gennemsnittet for danske unge generelt.
En gruppe gymnasieelever fortæller:
“I vores gymnasium er der ikke særligt mange LGBTQ+ personer, og det er ikke så accepteret som det burde være.”
“I folkeskolen var der rigtig mange homofobe.”
De håber, at kommunen fremover vil arbejde for, at LGBTQ+ elever bliver mødt med respekt og forståelse. En deltager med trøje fra FSTB (Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn) supplerer:
“Der er stadig mange mennesker, der ikke kan opføre sig ordentligt. For mig handler det om retten til at være den, man er – hvor man er.”
En statskundskabsstuderende peger på vigtigheden af at bevare rettigheder, der allerede er opnået:
“Der er ikke mange partier, der forstår, at transrettigheder er menneskerettigheder. Og vi skal stå sammen – også med vores ungarske søskende.”
Radikale Venstres spidskandidat Anne Skau Styrishave fremhæver vigtigheden af “Klinik for Seksuel Sundhed” og lover flere redskaber til kommunale medarbejdere:
“Jeg synes, at det er vigtigt, at når man som LGBTQ+ barn er i mistrivsel, har muligheden for at tale med nogen.”
Billeder fra Odense Pride











