Regnbueflagene vajede, musikken buldrede, og tusindvis af mennesker marcherede gennem Flensborgs gader lørdag den 17. maj for at markere Pride 2025. Ifølge arrangørerne deltog dobbelt så mange som året før, og dermed satte årets parade ny rekord.
Flensborg Pride er vokset til et mødested for både danskere og tyskere – og både fest og politik fyldte i gadebilledet. I en tid hvor højrenationale strømninger vinder frem i Tyskland, var det tydeligt, at årets parade også var en markering af modstand. Flere talere nævnte det højreorienterede parti AfD som en direkte trussel mod LGBTQ+-rettigheder.
“Det handler om, at vi bliver synlige og ikke lægger låg på os selv,” sagde Gisela, mens hun stod med regnbueflaget i hånden på Hafenspitze.
Et opgør med tavshed og diskrimination
Budskabet om synlighed og lige rettigheder gik igen.
“Pride er for alle og står for lige rettigheder til alle,” lød det klart og præcist fra Søren, en anden deltager.
Fra scenen og blandt deltagerne lød en fælles opfordring til at sikre LGBTQ+-personers ret til at leve åbent – uanset hvor de bor.
Blandt deltagerne var også Hans Peter og hans venner, som var rejst fra Hamborg for at vise deres støtte:
“Vi er kørt fra Hamborg for at støtte op om LSVD-personer (den tyske pendant til LGBT+), for det er vores pligt at fortsætte dér, hvor vores forfædre har kæmpet.”
Mindretal, modstand og buh-råb
Også det danske mindretal i Sydslesvig markerede sig tydeligt. Medlem af Forbundsdagen, Stefan Seidler, holdt tale og understregede behovet for samarbejde mellem forskellige mindretal:
“Det gælder ikke kun det danske mindretal, men mindretallet generelt. Det er vigtigt, at mindretallene taler sammen.”
Han rettede samtidig hård kritik mod AfD, som flere steder i Tyskland har foreslået at forbyde Pride-arrangementer. Da partiets navn blev nævnt, blev det mødt af højlydte buh-råb og tydelig utilfredshed blandt tilskuerne.
Seidler var direkte i sin tale:
“Jeg vil endda gå så langt som at sige, at de partier, der vil forbyde Pride, bør selv forbydes,” udtalte han til stor applaus.
Han tilføjede, at han vil tage initiativ i Forbundsdagen for at få undersøgt mulighederne for at forbyde AfD som politisk parti.
Kritik fra kanten: “Behøver det larme så meget?”
Ikke alle oplevede Pride-paraden som udelukkende positiv. Et ældre ægtepar, som ønskede at være anonyme, fulgte optoget på afstand da det kom igennem gågaden. De støttede budskabet om lighed, men udtrykte bekymring over, hvordan det blev kommunikeret.
“For os gør det ikke noget, men behøver det at larme så meget? Og skal man udstille sig selv med masker og diverse seksuelle udtryk?” spurgte manden.
Parret havde deres fireårige barnebarn med og undrede sig over, hvad barnet tog med sig fra paraden:
“Vores barnebarn på 4 år ser det her og tager det ind – ligesom hun også tager andre ting ind fra tv. Er det sundt for hende?”
De sammenlignede oplevelsen med en situation fra Aabenraa, hvor en butiksejer havde stillet B&O-højtalere ud på gaden og spillede høj musik:
“Bare fordi du har dem, behøver du ikke at larme med det.”
Hærværk og had midt i regnbuefesten
Dagen for Pride-paraden var også præget af alvor. Natten til den 14. maj blev flere regnbuebannere på jernbanebroerne i Flensborgs centrum ødelagt med snitskader og smidt væk. Det skete midt under byens Rainbow Days og få dage før CSD-paraden.
“Selvom vi støttes af en bred alliance af organisationer, enkeltpersoner og Flensburg by, bliver tonen i samfundet stadig hårdere,” udtaler Andreas Witolla, leder af FLENSBUNT-centret.
“Vi oplever både stor opbakning og massiv modstand, herunder hadefulde kommentarer på sociale medier.”
De ødelagte bannere vurderes som et bevidst angreb på det lokale queerfællesskab:
“Vi fordømmer disse handlinger på det kraftigste. Det er et klart angreb på det queerfællesskab og viser de trusler og den vold, som LGBTQ+-personer dagligt udsættes for,” siger Witolla.
Sagen er anmeldt til politiet
Flensborg Pride 2025 blev en dag fyldt med farver, budskaber og sammenhold, men også med nuancer og udfordringer. Mange deltagere understregede, at Pride ikke kun handler om retten til at elske, men også om retten til at leve åbent, synligt og uden frygt.
Billeder fra Flensborg Pride