Når vi i dag taler om LGBTQ+-rettigheder, står det i kontrast til mange tidligere tider i historien.
Men hvis vi ser tilbage på det antikke Grækenland, finder vi et mere nuanceret billede.
Her var seksualitet og kønsidentitet ikke underlagt de samme normer som i dag.
Faktisk blev forhold mellem personer af samme køn ofte både anerkendt og idealiseret.
En anden forståelse af køn, kærlighed og grænser
I det antikke Athen blev især relationen mellem en ældre mand og en yngre mand eller dreng betragtet som en central del af opdragelsen og dannelsen. Disse forhold havde ofte både seksuelle og intellektuelle dimensioner, men blev også reguleret af sociale forventninger. Den ældre part forventedes at være mentor og rollemodel, og forholdet skulle stoppe, når den yngre blev voksen.
Det er vigtigt at understrege, at begreber som “homoseksualitet” eller “biseksualitet” ikke eksisterede i samme forstand som i dag. Grækerne kategoriserede ikke mennesker efter seksuel orientering, men snarere efter den rolle, de indtog i det seksuelle forhold, aktiv eller passiv og hvordan det passede ind i samfundets hierarkier.
Kvindelige relationer og usynlighed
Mens forhold mellem mænd blev diskuteret åbent af filosoffer som Platon og Xenofon, er kvinders kærlighedsliv langt mere usynligt i de historiske kilder. Men tavshed er ikke det samme som fravær. Ét navn står særligt klart frem nemlig Sapfo.
Sapfo levede på øen Lesbos omkring år 600 f.v.t. og skrev digte om kvindelig kærlighed med en følsomhed og sanselighed. Hendes ord beskriver begær, venskab og romantik mellem kvinder, og hendes navn og hjemby har siden givet os begrebet “lesbisk”.
Hun skrev blandt andet:
“Hvorfor sku’ man ikke konstant få kvalme,
dronning Kypris, hvem man så end må elske,
eller ønske højt, at man slap for smerter?
Hvad er ideen
med at flænse mig uden grund med kramper
i en længsel, hvor knæene vakler under?”
I dette digt beskriver Sapfo kærlighedens smerte og kraft, hvor begæret mærkes fysisk i kroppen. Og detudspringer af en lesbisk erfaring. “hvem man så end må elske”
Sapfos værker tyder på, at forhold mellem kvinder fandtes – og at de kunne være både intime og sociale. Nogle forskere mener, at hendes omgangskreds fungerede som en slags kvindekreds eller skole, hvor kærlighed og læring gik hånd i hånd.
Guderne og det flydende køn
De græske guder selv var langt fra bundet af menneskelige normer. Zeus, den øverste gud, forvandlede sig eksempelvis til en ørn for at bortføre den unge, smukke Ganymedes, som han gjorde til sin elsker og mundskænk på Olympen. Ganymedes blev senere et symbol på idealiseret mandlig skønhed og kærlighed mellem mænd.
Også Apollon, guden for kunst og lys, havde mandlige elskere. Blandt dem den unge og smukke Hyacinthus. Ifølge myten blev Hyacinthus dræbt under en diskoskastning, da den jaloux Zephyros (vestenvind), som også elskede ham, styrede diskosen i hovedet på Hyacinthus. Apollon var sønderknust over tabet. For at ære Hyacinthus lod han en blomst vokse frem af den hans blod vi kender idag blomsten som hyacinten.
Det var ikke kun de mandlige guder, som havde homoseksuelle tildenser. Gudinden Artemis, Apollons tvillingesøster, nægtede mandligt selskab og omgav sig udelukkende med kvinder et kvindeligt fællesskab, som i sig selv har inspireret mange til at se hende som en slags mytologisk repræsentant for kvindelig uafhængighed eller endda lesbisk kærlighed.
Også dobbeltkønnethed nævnes i mytologien. Hermes og Afrodite fik sammen barnet Hermaphroditos. Halvt mand, halvt kvinde, som blev en mytologisk figur for det kønsmæssigt flydende.
Disse fortællinger viser, at seksualitet og køn i den græske mytologi og dermed i det antike grækendland blev opfattet som flydende størrelser. Gudernes liv spejlede mangfoldigheden i menneskers erfaringer, og det gav de gamle grækere billeder på livsformer, der i andre tider og steder kunne være forbudte.
Elskere i krig og ritual
Kærlighed mellem samme køn spillede også en rolle i militære sammenhænge. I byen Theben fandtes eksempelvis “Den hellige flok”. Der var en hær bestående af 150 mandlige elskende par, som man mente kæmpede stærkere på slagmarken netop på grund af deres følelsesmæssige bånd.
Moderne misforståelser
Det er vigtigt ikke at romantisere fortiden. Forholdet mellem voksne mænd og drenge, som i dag ville blive opfattet som både etisk forkert og ulovligt, var dengang en del af det sociale system i visse dele af Grækenland. Tidsånden og lovgivningen var grundlæggende anderledes, og det er afgørende at forstå, at vores moderne syn på samtykke og beskyttelse af børn ikke fandtes i samme form dengang.
Derudover var friheden til at elske og leve åbent ikke ens for alle. Mænd havde langt større handlefrihed end kvinder, og slaver og lavere samfundsklasser havde meget få rettigheder.
Det antikke Grækenland viser os, at forståelsen af køn og seksualitet altid er bevægelse præget af kultur, magt og normer. LGBTQ+-personer har altid eksisteret, men måden, samfundet har set på dem, har ændret sig igen og igen.
Ved at se tilbage på historien med et kritisk blik. Kan vi måske bedre forstå de nuancer, der former debatten om identitet, kærlighed og rettigheder i dag. Det er netop derfor, at Spektrum bringer denne artikelserie. For at oplyse om historien og for at vise, hvordan fortiden stadig former vores nutid.
