Den 4. maj 1945 tændte danskerne lys i vinduerne for at fejre friheden. I dag, 80 år senere, gentager vi ritualet. Vi mindes de fem mørke år med besættelse, kontrol og frygt. Vi glædes over den genvundet frihed. Men for nogle blev mørket hængende længe efter befrielsesaftenen.
LGBTQ+-personers historie under Anden Verdenskrig i Danmark er stadig ikke en del af den almindelige fortælling om modstand, samarbejde og frihed. Den er skrevet i tavshed, glemsel og skam. Og dog er den en del af vores fælles krigshistorie.
Kriminalisering og tavshed
I Danmark var homoseksualitet blandt mænd kriminaliseret frem til 1933. Men selv efter lovændringen blev homoseksuelle fortsat betragtet som moralsk afvigende og samfundsskadelig adfærd. Politiet overvågede homoseksuelle miljøer, og pressen dækkede sager med hån og fordømmelse. Mange homoseksuelle levede dobbeltliv i frygt for afsløring.
Under den tyske besættelse blev denne overvågning intensiveret. Besættelsesmagten bragte sin ideologi med til Danmark. En ideologi hvor homoseksuelle, hjemløse, romaer, sexarbejdere og psykisk syge blev stemplet som “asociale”. I Nazi-Tyskland blev over 100.000 homoseksuelle mænd arresteret, og mellem 5.000 og 15.000 deporteret til koncentrationslejre. Her blev de tvunget til at bære den lyserøde trekant og levede nederst i lejrenes hierarki. Dødeligheden blandt dem var op mod 60 % kun overgået af jøderne.
De danske deportationer
I Danmark blev omkring 465 mænd i efteråret 1944 anholdt og deporteret til koncentrationslejren Neuengamme. Nazisterne kaldte dem “asociale” og “vaneforbrydere”. Bag betegnelserne gemte sig en broget gruppe. Tiggere, vagabonder, alkoholikere, prostituerede og homoseksuelle. De fleste havde kun begået mindre lovovertrædelser, og mange var slet ikke dømt for noget. For nogle var det nok at have en dom for uterlighed og uanstændig opførsel. Begreber som også blev brugt om homoseksuelle handlinger i det offentlige rum.
De homoseksuelle i tyske lejre bar lyserøde trekanter, men dette blev de danske homoseksuelle forskånet for de bar en sort trekant og blev derfor klassificeret som asociale. Det var ikke altid deres seksualitet, der direkte førte til deportationen, men den blev ofte brugt som del af grundlaget. Og det betød, at de blev behandlet hårdt af både vagterne og de andre fanger.
Tavshed, kastration og afslag
Mange af de homoseksuelle mænd, der overlevede Neuengamme, vendte hjem til en nation, der fortsat så på dem med fordømmelse. 78 % af de deporterede “asociale og vaneforbrydere” fik afslag på erstatning. Den højeste afslagsprocent blandt alle deporterede grupper. De danske myndigheder vurderede, at de selv var skyld i deres fængsling og deportation.
Samtidig var kastration af homoseksuelle en realitet i Danmark. Fra 1929 til 1969 blev over 1.000 mænd kastreret under en lov, der havde til formål at dæmpe den seksuelle drift hos blandt andet homoseksuelle. Bag loven stod bl.a. professor Knud Sand, der betragtede homoseksualitet som en sygdom, der kunne helbredes kirurgisk. I nogle tilfælde blev tidligere kastrerede mænd betragtet som ufarlige og derfor løsladt fra koncentrationslejrene.
Et lys for de glemte
Vi ved i dag, at homoseksuelle mænd var blandt de danskere, der blev deporteret til nazistiske koncentrationslejre. Alligevel nævnes de ikke i de overlevendes beretninger. Det skyldes formentlig, at de måtte skjule deres seksualitet for at overleve – og fordi homoseksualitet dengang var så tabubelagt, at ingen talte om det. Hverken i lejrene. Eller bagefter.
I dag 80 år efter befrielsen, kan vi endelig begynde at sætte navn og lys på de glemte. På de homoseksuelle mænd, der blev stemplet som “asociale” og sendt i lejre. På dem, der blev kastreret i videnskabens og statens navn. På dem, der aldrig kom hjem. Og på dem, der kom hjem til tavshed, fordømmelse og skam.
Deres historie minder os om, at frihed ikke kun handler om nationale grænser og politisk selvbestemmelse. Sand frihed handler om retten til at eksistere som den, man er. Retten til kærlighed, til tryghed og til at leve uden frygt. Hvis frihed kun gælder nogle – er ingen af os virkelig frie.
