Christian Kaads liv har været alt andet end let. Bag det smittende grin og den stærke stemme gemmer der sig en historie om overgreb, svigt og vold, men også om overlevelse, håb og en ukuelig vilje til at finde hjem i sig selv. I dag er han en synlig figur i det lokale LGBTQ+-miljø i Sønderborg. Men vejen dertil har været lang og snørklet og i perioder livstruende.
Han blev født ind i en familie, hvor tryghed var en mangelvare, og hvor vold og overgreb var en del af hverdagen. Som barn udviklede han en fantasi om, at han måtte være blevet forbyttet ved fødslen – at hans “rigtige” familie en dag ville komme og hente ham.
“Min rigtige familie ville komme og hente mig. Det gjorde de ikke.” Siger Christian
Christian beskriver sig selv som et vildt og voldeligt barn. Ikke fordi han var født sådan, men fordi det var det eneste sprog, han kendte. Flere gange ønskede han at gøre en ende på sit liv, overbevist om at døden måtte være bedre end den virkelighed, han levede i.
“Døden virkede som en løsning, for det kunne jo kun være bedre end det helvede, jeg gennemgik,” siger han med stille alvor.
Da skolen blev vendepunktet
Men midt i mørket begyndte en forandring at tage form. I overgangen fra 7. til 8. klasse skete der noget afgørende. Christian krævede og fik en lærer, der så ham, lyttede og stillede sig imellem ham og undergangen.
“Jeg fik den lærer, jeg krævede at få. Ellers havde jeg brændt skolen ned,” siger han uden omsvøb.
Denne relation blev begyndelsen på en indre transformation. Sommerferien mellem de to skoleår blev startskuddet til en ny måde at være i verden på. Han begyndte at bruge sproget i stedet for vold. Ordene blev hans våben og hans værn.
Parallelt med dette udviklede han et stærkt behov for at kunne forsvare sig fysisk. Som barn gik han til skydning ikke for sportens skyld, men for at forberede sig på det værste.
“Jeg ville lære at forsvare mig selv. Jeg husker ikke, om jeg var god,” tilføjer han med et lille smil.
Humoren blev en redningskrans. Den hjalp ham med at navigere i en skoleverden, hvor mobning og drilleri var hverdagskost. Den blev hans skjold, og hans måde at vinde rum på i andres bevidsthed.
Udforskning og udsathed
Som 15-årig sprang Christian ud som homoseksuel – et valg, der på én gang var modigt og nødvendigt. Han beskriver sig selv som både grænseløs og grænsesøgende; en ung dreng med et brændende behov for at forstå sig selv og de kræfter, der formede ham. I sin søgen efter identitet og tilhørsforhold tog han alene til København. Officielt var det under påskud af praktik, men rejsen havde et andet formål: at udforske livet, kroppen og miljøet helt ud til kanten, og til tider også over den.
“Jeg så og oplevede ting, som ingen 15-årig skal opleve.” siger han med alvor i stemmen
Selvom oplevelserne var voldsomme, var rejsen til København også en del af hans dannelse. Han vendte tilbage som 17-årig. Denne gang for at bosætte sig i storbyen. Det blev et vendepunkt. Et fristed. En redning.
“Det blev min næste redning.” udtaler han
Taknemmelighed, tilgivelse – og selvkærlighed
Da Christian fyldte 40 år, begyndte han bevidst at arbejde med to ord, der nu danner grundlag for hans måde at være i verden på: tilgivelse og taknemmelighed.
Han har tilgivet dem, der gjorde ham ondt. En proces, der var hård, men nødvendig. Den sværeste opgave var dog at tilgive sig selv.
“Jeg tilgav og sluttede fred med fortiden. Da opgaven var løst, kom det sværeste: at tilgive mig selv.” fortæller han
I 2024 lærte han også noget, han aldrig tidligere havde mestret nemlig egenomsorg. Han begyndte at forstå, at det ikke er egoistisk at passe på sig selv – det er nødvendigt.
“Vi siger ofte ‘pas på dig selv’, men hvordan gør man lige det?” spørger han med et skævt smil. “
Et bevidst valg om at vende hjem
Efter mange år i København valgte Christian at vende hjem til Sønderborg. For mange LGBTQ+-personer kan det virke som uventet at flytte tilbage til provinsen og forlade storbyens frihed og anonymitet. Men for Christian var det netop det modsatte. Det var friheden til at være sig selv til og give sig selv den egenomsorg han havde brug for.
“Hvis jeg var blevet i København, havde jeg været død nu,” siger han med rolig overbevisning – og fortsætter med et livsbekræftende smil: “Men jeg er ikke død og TAK for det.”
I Sønderborg er Christian blevet en aktiv del af det lokale LGBTQ+-miljø. Han sidder i bestyrelsen og har været drivkraften bag en række farverige arrangementer, herunder drag bingo med lokale temaer som Sønderjysk kaffebord og påske.
