Den 17. maj bliver Odense endnu engang klædt i regnbuens farver, når byen for femte år i træk markerer starten på den danske pridesæson. Det bliver en dag med både fest og eftertanke – og med en stærkere politisk kampgejst end nogensinde før.
Siden den første pride i 2021 har Odense været frontløber i arbejdet for synlighed og rettigheder for LGBTQ+ personer. I år falder jubilæet sammen med en tid, hvor LGBTQ+ rettigheder er under pres i flere lande. Derfor står Pride i Odense som et klart budskab til omverdenen: Her fejres retten til at være sig selv.
Borgmester Peter Rahbæk Juel (Socialdemokratiet) understreger, hvor vigtig Pride er for byen og for fællesskabet:

“Det er helt klart en vigtig ting for byen og for det lokale LGBTQ+ miljø i Odense. For mig handler det om, at vi skal skabe en tryggere og mere inkluderende by – også for LGBTQ+ personer. Og her har Priden bare en stærk samlende effekt.”
Han peger samtidig på, at Pride også handler om modet til at stå frem:
“Det handler om fællesskab, men også stolthed. Stolthed over at turde vise verden præcis, hvem man er. For det ligger der styrke i.”
Fra lokal markering til landsdækkende samling
Odense Pride 2025 bliver noget særligt. Ikke kun fordi det er femårsjubilæum, men fordi det også markerer starten på hele den danske pridesæson. Med deltagelse fra pride-organisationer fra hele landet får dagen en national betydning.
“I år er det jo lidt særligt på den måde, at Odense Pride er årets første pride på landsplan, og arrangørerne har taget det gode initiativ, at invitere miljøerne og pride-fællesskaberne fra resten af landet hertil for at blive en del af festen,” siger borgmesteren og tilføjer:
“Jeg forventer, at det bliver en rigtig stor dag for LGBT-miljøet i Odense. Og igen handler det jo om, at synlighed og fællesskab er nogle af de nøgler, der skal nedbryde modstand og negative strukturer.”
Men for Peter Rahbæk Juel er Pride også en politisk markering af helt grundlæggende rettigheder:
“Det er jo både et spørgsmål om at skabe de bedste livsbetingelser for de mange borgere vi i Odense har, der identificerer sig som LGBTQ+. Men det handler jo også om at sende et signal ud til resten af landet om, at i Odense, der kan man få lov til at være og elske lige præcis den man har lyst til.”
Odense Kommune har de seneste år sat handling bag ordene og udarbejdet en LGBT+ politik i tæt samarbejde med lokale foreninger – med en konkret handlingsplan, der omsætter visionerne til virkelighed.
“I min og vores dialog med LGBT+ miljøet og de foreninger, der har været en del af processen, er der en åbenlys stolthed over politikken. Både over, at vi har fået en politik i Odense, men nok særligt fordi vi som en af de eneste byer i landet også har en reel handlingsplan.”
Borgmesteren fremhæver, at det hele hviler på engagementet fra græsrødderne:
“Intet af det kunne være gjort uden engagement og deltagelse fra det lokale LGBT-miljø, som har bidraget med vigtige input, og som har været en del af tidligere års topmøder – hvor vi har lagt fundamentet til politikken.” udtaler han
Synlighed, fest og fællesskab
Priden er dog ikke kun en politisk markering. Det er også en dag, hvor LGBTQ+ personer og allierede mødes i glæde og fejring. Parade og fest fylder byen, og scenen i Kongens Have bliver centrum for koncerter, dragshows og taler.
“Priden er en platform for vores LGBTQ+ stemmer. Vores alles stemmer. Det er pladsen, hvor vi samles for at råbe, for at huje og for at synge. Vi ser frem til at være den platform i Odense,” lyder det fra forperson af Odense Pride Noah Knudsen
Program for Odense Pride 2025
Lørdag den 17. maj – Kongens Have, Odense
- 12:00 Åbningsceremoni ved Noah Knudsen og danske pride-repræsentanter
- 12:15 Tale af borgmester Peter Rahbæk Juel
- 12:30 Opstilling til parade
- 12:45 Paraden afgår gennem byen
- 14:15 Paraden returnerer til Kongens Have
- 13:45–19:05 Koncerter, dragshow, taler og frihedsfest på scenen
- 20:00 Officiel efterfest på Frølageret, arrangeret af Lambda
Se det fulde program på: odensepride.dk/prides/pride-2025