Et arrangement i den amerikanske delstat Ohio, som kritikere beskriver som “omvendelsesterapi med nyt lag maling”, er blevet aflyst efter massiv lokal modstand. Selvom begivenheden fandt sted i USA, vækker den også opsigt i Danmark – hvor der endnu ikke er vedtaget et forbud mod konverteringsterapi.
Arrangementet, som skulle have fundet sted på Mercer County Fairgrounds, blev aflyst kun to dage efter offentligheden fik indsigt i programmets indhold. Bag initiativet stod en gruppe præster, Pastors Action Coalition, og programmet indeholdt oplæg som:
- “At forstå rejsen ud af homoseksualitet”
- “At bringe sandhed til dem, der identificerer sig som LGBTQ”
- “Kom, lad os tale sammen: Vi inviterer hjerteligt medlemmer af LGBTQ+-miljøet til en respektfuld dialog med os. Vores mål er, at mennesker med forskellige overbevisninger lytter til hinanden og bevæger sig i retning af sandhed og forståelse, med erkendelse af Jesu ønske om, at vi skal opleve det liv, som kun findes i Ham. Denne session er for et modent publikum.”
Dansk kontekst: Et forbud mangler stadig
I Danmark er omvendelsesterapi ikke ulovligt, selvom både fagfolk, aktivister og politiske partier har talt for et forbud i flere år. Omvendelsesterapi dækker over forskellige forsøg på at ændre en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet – gennem fx samtaler, religiøs vejledning, eller bøn.
Omvendelsesterapi kan være alvorlige, og både WHO, FN og Europarådet har fordømt praksissen som skadelig og potentielt traumatiserende. I mange tilfælde udsættes unge mennesker for terapiformerne uden reel samtykke – ofte med skyld, skam og psykisk nedbrud til følge.
Derfor har flere danske politikere, fra SF, Enhedslisten og De Radikale, presset på for at få indført et klart forbud. Indtil videre er det ikke lykkedes at samle flertal i Folketinget.
EU-borgerinitiativ: Mulighed for europæisk forbud
I 2024 blev et europæisk borgerinitiativ lanceret med det klare mål at forbyde omvendelsesterapi i hele EU. For at initiativet kan behandles af EU-Kommissionen, kræves der én million underskrifter fra borgere i medlemslandene. Flere LGBTQ+-organisationer i Danmark og resten af Europa har allerede bakket op om tiltaget. Alligevel er der stadig et godt stykke vej: Indtil videre er der blevet indsamlet 234.014 underskrifter – heraf 3.770 fra Danmark.
Du kan læse mere og skrive under her: https://eci.ec.europa.eu/043/public/#/screen/home
Omvendelsesterapi forklædt som “dialog”
I Ohio beskrev arrangørerne deres event som en “pastoral konference”, men LGBTQ+-aktivister afslørede hurtigt, at der reelt var tale om en konverteringsterapi-bootcamp – med bøn, forkyndelse og forkastelse af LGBTQ+-liv. Hovedtaleren, Daren Mehl fra Agape First Ministries i Minnesota, er kendt fortaler for omvendelsesterapi og har tidligere udtalt, at han og hans hustru “kom ud af LGBTQ+-miljøet”.
Den lokale politiker Arienne Childrey, som er den første åbent transkønnede byrådspolitiker i området, advarede mod arrangementet:
“Det her er ikke dialog – det er psykisk vold forklædt som kristen omsorg.”
Arienne Childrey understregede, at især unge LGBTQ+-personer risikerer at blive udsat for terapiformer, som de ikke selv har valgt, og at skyld og religiøs skam kan forfølge dem i årevis.